Firmware opdateringer - hvad er det og hvordan gør jeg?

Firmware opdateringer - hvad er det og hvordan gør jeg?

Firmware er med til at få dit elektronik til at virke. Det er bestemt ikke kun DJ udstyr som har en firmware, faktisk har langt de fleste stykker avanceret elektronik en firmware. Firmwaren på dit DJ udstyr er en form for styresystem. Når du laver en firmwareopdatering på dit udstyr, vil det sige at der installeres - eller overskrives - et stykke mikrokode i udstyrets "hjerne". Denne lille stump kode giver dit udstyr nogle nye "egenskaber". Ofte er resultatet af en firmwareopdatering flere ret små ting. Måske bemærker du det slet ikke. Det kunne eksempelvis være bedre integration med DJ software såsom Serato DJ eller Recordbox - men det kan også være ting i brugerfladen på dit udstyr. Små rettelser såsom forbedret auto loop funktion på en afspiller. Så hvis du har købt en sprit ny CDJ3000 men oplever at der er en lille fejl i brugerfladen, eller at den ikke vil snakke sammen med dit DJ software, kan det ofte skyldes en manglende firmwareopdatering. 
Opdateringerne kommer ud løbende, så det er en god ide at holde øje.

De fleste af Pioneer DJ's produkter skriver hvilken firmwareopdatering der senest er installeret i det pulten starter op. Eksempelvis kan den på  en CDJ2000Nexus hedde "4.33". På alle Pioneer afspillere samt XDJ RX, XDJ RX2 og XDJ RR samt XDJ XZ kan man ved at holde menu knappen i bund i et par sekunder åbne utility menuen. Hvis man scroller helt ned i bunden står firmware udgaven listet op således: VERSION No. VER X.XX.

Det er ikke særlig svært at opdatere firmwaren på dit DJ gear selv. I de fleste tilfælde skal du kun bruge en pc eller mac og et USB stik. Har du Denon eller Pioneer udstyr kan den lille bid firmware downloades gratis på Denon DJ og Pioneer DJ's hjemmesider. Firmwaren flyttes over på USB stikket som derefter sættes i pulten. For at få pulten til at installere firmwaren skal der oftest holdes nogle knapper inde imens pulten starter op. Det svinger lidt fra model til model og fra producent til producent hvad der nøjagtigt skal gøres. find derfor information herom på din enheds hjemmeside.

Denon 
https://www.denondj.com/downloads

Pioneer
https://support.pioneerdj.com/hc/en-us/categories/360002176252-dj-products

Ønsker du ikke selv at opdatere din firmware, eller har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte et af vores serviceværksteder på tlf: 22756269 eller på info@ddjt.dk.


Tilbage til blog